TØRFISK

5156_EB7P7542

29. oktober 2016

Udsolgt!!

Tørfisk (eller stokfisk) er usaltet fisk, som er naturligt tørret af sol og vind på et stativ eller (sjældnere) tørret i egentlige tørrerier. I den store verden er det for det meste torsk, som bruges til tørfisk. Det bruger vi også i Thyborøn, men den fisk som orkestret TØRFISK er opkaldt efter er en ising, som er den mest almindelige form for tørfisk på den jyske vestkyst. I daglig tale kaldet for en ”dabs” som er det engelske ord for ising.

TØRFISK og tørfisk er to ting, men orkestret kan meget andet, end spise dabs og levere nye og gamle sange fra scenen. De forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner, som ofte skydes lige fra hoften. Publikum kan aldrig vide sig helt sikre, måske sidder man lige i ”skudlinjen”, men orkestret forstår at drille fra scenen på en god og sober måde.

Vi er i maj 2015 landet med en ny CD. CD’en indeholder 10 nye sange og en irsk sang fra den gamle skuffe. ”Donegal Danny” har vi valgt at tage med for at minde – både os selv og vores fans om – hvad det er vi er gjort af. De nye sange handler om meget forskelligt, lige fra konesvigt, præ jalousi, utroskab og ikke mindst om at være uimodståelig. ”Uimodståelig” hedder den ny CD og sangen med samme navn, handler om at tørfisk og TØRFISK kan være uimodståelige.

4 af de nye sange er allerede med fra scenen og vi er rigtig glade for at publikum har taget godt i mod dem. Når vi skifter ud i sangene i forbindelse med koncerterne, er det altid svært at sige farvel til nogle af de gode gamle sange, men fortvivl ikke – vi spiller stadig en hel masse sange fra bag kataloget. Netop på det område vil vi aldrig svigte vores publikum, eller for den sags skyld os selv. ”Vi mønstrer jo ikke mere end 3-4 akkorder, som netop de gode gamle sange er bygget op over” lyder det tørt fra bandet.

Trods (eller på grund af) de 34 år på bagen, er TØRFISK:

  • Egon Kirk (1962): banjo, mandolin, sang
  • Anker Hviid (1961): bouzouki, fløjte, harmonika, sang
  • Bent Bro (1961): guitar, sang
  • Bent Kirk (1958): bas, sang

Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland. Thyborøn-gruppen TØRFISK hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.

De synger, spiller og underholder, så det er en fryd – med typisk vestjysk charme, som ikke er til at stå for –  er en stensikker succes med deres lytteværdige, morsomme og exceptionelle repertoire. Samtidig er TØRFISK-drengene dygtige musikere, som forstår at udnytte musikken sammen med de­res helt stærke side – de karakteristiske, vestjyske, forblæste mande-stemmer.

TØRFISK’s skæve, finurlige og vedkommende tekster afslører masser af fin sans for tilværelsens sjove sider, kombineret med friske melodier og med deres udadvendte optræden, er underholdningen på topplan. Naturlig charme, humor og ægthed, er TØRFISK i en nøddeskal.

Med en masse erfaring fra den danske musikscene, og med 18 CD’er og 2 DVD udgivelser i ”nettet” har TØRFISK stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet og vel at mærke med den samme besætning, som da det hele startede med TØRFISK i 1981.

 

ARRANGEMENTET ER INKL. MIDDAG/BUFFET

17.00 DØRRERNE ÅBNES

Pladser er først til mølle….

18.00 MIDDAG